Det kan sagtens lade sig gøre at få det forhold, du ønsker dig!
8/8 tip til det gode parforhold.

Følgende tip er inspireret af Gottman-instituttets mange studier i parforhold.

Parforhold / Af Kristine Nordentoft

De fleste par oplever at falde ind i mønstre, der gentager sig.

Den samme dans, om man vil.

Det kan fx se sådan ud:

Den ene part har en stærk længsel efter meget kontakt, og i pressede situationer kan det komme til udtryk i form af kritik af den anden: ”Hvorfor er du der aldrig for mig”. 

Den anden part forsøger, i pressede situationer, at undvige, trækker sig tilbage, kommer senere hjem, bruger arbejdet som undskyldning for kontakt og har oplevelsen af at blive omklamret og være utilstrækkelig. 

Og jo mere den ene trækker sig, jo mere føler den anden sig forladt. Og jo mere den anden trænger sig på for kontakt, jo mere føler den ene sig omklamret. Og så er dansen, polkaen om man vil, godt i gang. Et fastlåst mønster, som parret oplever gentage sig gang på gang.

“Hvorfor er du der aldrig for mig?” …der ligger noget bag.

Vi kommer ind i vores parforhold med så meget mere bagage, end det vi lige umiddelbart kan se. 

I starten af forholdet ser det hele lovende ud, forelskelsen ruller, og det ser ud til at træerne rent faktisk vokser ind i himlen.

 Efterhånden som de første forelskelseshormoner fordufter (ml 2 sekunder og 24 måneder), veksles det lette og umiddelbare til konflikter, kritikpunkter og undvigende kontakt. 

”Jeg elsker at være sammen med dig” bliver til ”Hvorfor er du der aldrig for mig” og dét, vi kalder magtkampen, er i gang. Fastlåstheden og den deraf følgende magtesløshed kan føles kvælende for det parliv, man så inderligt ønskede sig – og måske troede man havde.

Forstå jeres fastlåsthed

Den gode nyhed er, at den måde vi knytter os til hinanden på, er tillært – og derfor kan den laves om. 

Vores tilknytningsstrategi har vi lært i vores relationer tidligt i vores liv. 

Dengang vi var små og meget påvirkelige. Hvis vi fx. havde en forælder, der var meget fraværende, fysisk eller mentalt, vil vi som børn udvikle en trang, en overlevelsesstrategi, til at hige efter kontakt. 

Vi kan ikke leve uden, og hvis vi mangler den gode trygge kontakt som barn, bruger vi krudt på at opsøge den. 

Tænk på det barn, der hænger i mors skørter, klistrer sig til de voksne eller snakker konstant. 

Dybest set higer de efter god tryg kontakt. 

Alternativ kunne vi have haft en forælder, der var omklamrende og overbeskyttende. Et lille barn har en naturlig trang til at gå ud i verden og udforske omgivelserne. 

Men hvis man vokser op med en forælder, der er ængstelig på barnets vegne, er barnet på en måde blevet såret i kontakten med forælderen, fordi forældrene kun har mærket sin egen bekymring og ikke set barnets behov. 

Her vil barnet forsøge at beskytte sig og tilpasse sig med en overlevelsesstrategi, der undviger kontakten. Tænk på det lille barn, der er meget genert, trækker sig fra kontakt, er stille. Dette barn forsøger at passe på sig selv, opbygge et skjold, så det ikke såres for meget. 

Disse overlevelsesmåder at relatere på bliver til måder at være i verden på og vil senere afspejle sig i den måde, vi er sammen med vigtige relationer i vores voksenliv, fx vores partner. 

Oftest ubevidst falder vi ind i den samme måde at relatere på, som vi én gang lærte som barn. Som barn var det nødvendige og hensigtsmæssige måder at tilpasse os et miljø på. 

Som voksne er det oftest disse tillærte måder at beskytte os på, der bliver magtkampens omdrejningspunkt i parforholdet.

Men ja! Den gode nyhed er, at det sagtens kan lade sig gøre at lave disse tilknytningsmønstre om. 

Det kræver detektivarbejde, tid og en vilje til at se sig selv og sin partner i nyt lys. Men gevinsten er værd at arbejde for: Komme ud af fastlåsthedens jerngreb og ind i din elskedes ægte trygge favn.